Opfølgning for klarsynede:
Sådan foregår en SMILE laser-operation.
Det er nu godt 14 dage siden min operation og tid til en lille blog-update.
Selve operationen fortjener nogle ord med på vejen. Det er ikke meningen, at denne blog skal blive en reklamesøjle for en speciel øjenkirurg, men jeg stiller mig i rækken af meget tilfredse patienter hos Peter Brincker, der er en af landets mest erfarne udi laserkirurgi. SMILE-teknikken tilbydes i øvrigt, så vidt jeg ved, kun 2 steder i landet, og jeg har kun hørt rosende ord om begge.
Alternativet 'Øjenlægernes Center' ligger i Århus, og her opererer blandt andet Svend Asp, der har verdensrekord i antallet af den nye type SMILE-operation. Mit valg af Peter Brincker skyldes 2 ting: Primært en personlig anbefaling af Peters arbejde, og sekundært det faktum, at Peter Brincker opererer begge øjne til 19.000, mens de skal have godt 25.000 hos Øjenlægernes Center. Der er links i slutningen af indlægget. Endnu engang er det værd at fremhæve, at de hos Memira skal have hele 30.000 for at operere med en ældre teknik med flere bivirkninger på billigere udstyr.... Tja....
Tilbage til forløbet omkring operationen. Jeg var blevet grundigt briefet forud på såvel mail som telefon af Peter Brincker selv samt af det meget venlige og professionelle personale på klinikken. Efter en indledende undersøgelse, der havde bekræftet min egnethed til operation, blev det så tid til at komme under 'kniven'. Det er ganske fantastisk, men der laves en 3D-scanning af øjet, og derefter simuleres en operation på computeren, som øjenkirurgen derefter optimerer, hvis det er muligt. Computeren kan lave et væld af beregninger på forskellige scenarier for operationen, der igen giver mulighed for at optimere de forskellige parametre for syn og nattesyn for at opnå et så optimalt resultat som muligt. Først når øjenlægen er tilfreds med resultatet af 'operationen' kommer man fysisk ind og ligge under laseren. Udover, at selve maskinen ligner noget fra en Star Trek-film, forøges det futuristiske indtryk ligeledes af, at kommunikationen mellem læge og computer foregår ved tale - altså, maskinen 'taler' til øjenlægen i løbet af forløbet, således at denne ikke på noget tidspunkt behøver at tage sine øjne fra operationen. Som inkarneret gadget-nørd kan jeg kun sige: übercool!
Forud for operationen dryppes man i øjenene med diverse remedier - heriblandt en lokalbedøvelse, ligesom man gives en muskelafslappende pille. Herefter hopper man på briksen og køres ind under laseren.
Der monteres en klemme til at holde øjenlåget åbent, og dernæst kører selve laseren ned til øjet. Det fungerer som en art sugekop, der låser sig fast på øjet, hvorefter operationen går igang. Min oplevelse var, at det var en smule ubehageligt på det ene øje, imens jeg slet ikke kunne mærke noget på det andet. Under alle omstændigheder varer selve laser-delen af operationen ikke mere end 5-10 sekunder pr. øje, så et eventuelt ubehag er meget kortvarigt. Det er derimod en anelse mere skræmmende, at synet på øjet bliver helt mælkehvidt, hvorefter lægen uden pause går igang på det andet øje: det er lidt af en tillidserklæring, man der viser øjensmeden, tænker jeg. Laseren skærer faktisk en lille slids fri inde i øjet, og når den fjernes, får lyset den rette brydning gennem hornhinden.
Herefter svinges briksen rundt, og man kommer under et habilt forstørrelsesglas, og lægen trækker nu den lille skive af hornhinden, som laseren har skåret (inde i hornhinden) ud gennem den meget lille 'kikkert-åbning', som operationen blev udført igennem. Det tager nogle ganske få sekunder/øje, og allerede nu kan man begynde at se lidt igen. Herefter placeres man i en god stol med et glas vand i nogle minutter, og derefter kan man tage hjem. Allerede i løbet af nogle få timer forbedres synes betragteligt, og allerede 6-8 timer efter operationen er synet allerede helt fint. Herefter følges operationen op med et check af operationsresultat og syn (som regel dagen efter operationen), hvorefter forløbet som sådan er afsluttet. Peter Brincker giver sit personlige mobilnummer til alle patienterne, så man kan ringe ved eventuelle komplikationer/usikkerheder, men for langt hovedparten af patienterne skulle dette ikke være tilfældet.
Selv har jeg haft et par opfølgende spørgsmål, som Peter har været hurtig og venlig til at besvare, og mit syn var 'normalt' allerede fra morgenen efter operationen. Nattesynet var - så godt som jeg rent subjektivt kan vurdere dette - tilbage på normal allerede efter få dage, og jeg har ingen problemer haft med de såkaldte 'halo'-effekter rundt om blændende lyskilder (billygter mv - iøvrigt en relativt almindelig bivirkning ved LASIK-operationer). Ved en SMILE-operation er der heller ikke behov for at sove med særlige briller eller holde lang pause fra sport/svømning mv. Det anbefales ikke at svømme en uge efter operationen, mens man kan arbejde dagen efter og træne allerede i løbet af den første uge efter operationen.
Faktisk var det en ret 'rørende' oplevelse at kunne konstatere, at jeg morgenen efter operationen var stået op og gået igang med morgenbarberingen uden overhovedet at have tænkt på, at jeg faktisk ikke havde hverken briller på eller linser i - for første gang i mange, mange år.
Håber, at ovenstående giver et indblik i, hvorledes en operation forløber. Jeg var meget imponeret af såvel øjenlægenmen ikke mindst hans fantastisk søde personale, og samlet følte man sig såvel professionelt som menneskeligt i rigtigt gode hænder.
Hvis du går i 'laser-tanker' har jeg kun én anbefaling: se at komme afsted!
Venligst,
Per, Skarptsynet neger
Links:
Peter Brincker, Charlottenlund, http://peterbrincker.dk/
Øjenlægernes Center, Århus, http://www.olce.dk/dk/hvem-er-vi/oejenkirurg,-dr-med-sven-asp.aspx
2 kommentarer:
Hej Per.
Tak for en fed blog og fordi du gider dele dine oplevelser med os andre :-)
Jeg var også igennem en SMILE operation fra noget tid siden, jeg valgte dog SMILE Øjenoperation som på det tidspunkt samarbejdet med Øjenlægerns Center.
Jeg følte mig ikke helt tryg hos Peter, og derfor valgte jeg et andet sted til min operation - men sådan er vi jo heldigvis så forskellige:-_)
Hilsen Jesper "Den Hvide" Hansen
Hej Jesper,
Fedt at du er glad og tilfreds med operationen, ligesom jeg også er det. Mht til valg af kirurg/operationssted, så har jeg også kun hørt godt om begge steder, hvilket også er hvorfor jeg har linket til begge. Jeg vil dog sige, at der intet utrygt var/er ved at blive opereret hos Peter Brincker. Han er trods alt en af de kirurger, der har laseropereret i længst tid i Danmark:-)
Send en kommentar