Tamale, Ghana, den 2. oktober 2005
Vær hilset, godtfolk!
Jeg havde egentlig håbet på at kunne sende den ene mere inspirerede rejsebeskrivelse efter den anden, således som så mange af mine rejsende venner gennem tiden har sendt til mig. Desværre har jeg måttet sande, at vort temmelig pakkede rejseprogram hver aften har efterladt mig godt og grundigt udmattet, således at jeg har måttet nøjes med at udarbejde de mere kedelige, arbejdsmæssige dagsjournaler inden sengetid. Nu er det imidlertid således, at vor firmabil i Ghana (efter kort og utro tjeneste) har bestemt sig for at udånde, og jeg har derfor fået frigjort et par timer, inden vi skal flyve fra Tamale (i nordenden af Ghana) til hovedstaden Accra (i syd) – med et luftselskab, jeg aldrig har hørt om…Nordghana er i øvrigt et pragtfuldt område, om end langt fra alting.
Anyway, for at begynde med ankomsten til Westafrica (WAF), så er Bamako Airport i Mali en oplevelse. En lille, støjende og uhyggelig beskidt ankomsthal udgør Malis forbindelse til resten af verden. Mali er et ekstremt fattigt land, men det stolte folks ufattelige optimisme og positive livssyn gør det umuligt ikke at få respekt for Malineserne. Landet ligger på grænsen af Sahara, og man føler sig virkelig på kanten af ingenting, når man bevæger sig lidt væk fra alfarvej. Dag 2 kørte vi et par hundrede kilometer nord for Bamako for at møde en leverandør, der havde et lager i lille landsby in the middle of nowhere. Sikken oplevelse at se ’the edge of civilisation’ – til information er det i retning af Timbukto – der udgør den absolutte grænse for menneskelig tilstedeværelse syd for Sahara. Vi fandt såvel by som lager, men desværre var dørene (hænge)låst, og ’vagtmanden’ intetsteds at finde. Sådanne små problemer løses dog let i WAF (i dette tilfælde med et dækjern), og det er vel nærmest unødvendigt at nævne, at i samme sekund den i øvrigt solide hængelås gav op, dukkede vagtmanden op med den manglende nøgle!
Set med et par global-politiske briller er det nødvendigt at nævne, at vestafrikanerne overalt er enormt aktive og opfindsomme. Alle søger at sælge noget eller i øvrigt starte en forretning af en slags. Hvis vi i Vesteuropa blot ville give dem en chance for at konkurrere på lige vilkår, kunne vi spare pengene til ulandsbistand. Vi straffer alle lande, der forsøger at lægge importtold på billige EU-støttede landbrugsvarer for at gøre deres egne konkurrencedygtige, og når vi skal ’belønne’, eftergives gæld til diverse stater med mere eller mindre korrupte regeringer. De bedst styrede lande (i særdeleshed Burkina Faso) - med den mindste gæld – får således de mindste resultat af ’hjælpen’ fra den vestlige verden. Hvis man prøver at begrænse sin gæld, er der jo mindre at eftergive…
Helt overordnet set kan det ikke anbefales at støtte nogen som helst FN-baseret eller privat hjælpeorganisation. Korruption er allestedsnærværende, og de kører alle rundt i de dyreste biler, man kan købe for vestlig valuta, mens de stolt gør præcist intet for at undgå, at deres penge forsvinder ned i de forkerte lommer. Udviklingsprojekter (ex. vandpumper til en landsby) udfylder deres formål og fungerer således (om end de er dyre som faen, fordi 2/3 af pengene bruges på administration), men så snart formålet bliver bare lidt mere diffust, kan jeg garantere, at det er et minimum af penge, der når til rette modtager. I særdeleshed projekter i det nordlige Ghana skal kritiseres. Ingen kontrollerer, hvad der egentlig sker i Nordghana, så det er ufatteligt nemt at dumpe en masse penge heroppe uden at ’risikere’, at nogen forlanger at se dokumentation for resultaterne. Der er én 4-hjulstrækker i hele Nordghana (vores), der ikke er malet i hvide hjælpeorganisations-farver og stedet er stadig et hul i jorden sammenlignet med det meste vi ellers har set i WAF…
Efter en køretur gennem hele det østlige Mali, kom vi ugenert over grænsen til Burkina Faso. Al offentlig administration er baseret på én eneste ting i WAF: Stempler. Hvis man medbringer et pas med (stemplede) visaer og rigeligt med blanke sider at stemple, får man ikke problemer med toldere af nogen art. Alle er de bemærkelsesværdigt venlige (tag dén, Rødby-Puttgarden-toldere), hvis man da lader være med at tage billeder af officielle installationer, (hvilket min forgænger i jobbet måtte erfare på den hårde måde). BF-indbyggerne er ikke helt så fysisk imponerende som deres naboer i Mali er det, men de står ikke tilbage for nogen, når det gælder optimisme og gå-på-mod. Der er mange fællestræk ved de store byer, jeg har set på turen indtil videre, men køreturene gennem bush’en afslører de små men karakteristiske forskelle i de enkelte stamme-kulturer. Arkitekturen ændrer sig løbende på turen, om end de grundlæggende principper for at bygge et beboelsesområde for en familie er ens: Et compund-lignende anlæg omkranset af en høj mur. I alle fire hjørner er der beboelse, og midt på en af murene er der en lille hytte med den officielle modtagelses-’hal’ til gæster. I midten er der forskellige ovne til at forberede kød og grøntsager (og shea!), ligesom alle landsbyer har et granary til at opbevare årets høst. Svært at forklare, men jeg indbyder gerne til et kig på de 4.847.374 billeder, jeg bringer med hjem. Vi har besøgt forskellige småbyer og bushområder (for at kigge på sheatræer, selvfølgelig), og alle steder bliver man budt velkommen med et stort smil. Når man afleverer en AU-DK T-shirt, opgraderes man i øvrigt på stedet til ”yderst velkommen”-status.
Vi er nu som sagt på tur gennem Ghana, og forskellen mellem fransk-WAF og engelsk-WAF (francofone and anglofone Westafrica) er slående. Alle er mere støjende og animerede her i Ghana (uden at det skal tages som et udtryk for aggression), ligesom tingene foregår noget mere lassez-faire – hvis de da foregår overhovedet. I kender sikkert alle den traditionelle forståelse af GMT (Greenwich Mean Time), mens det sikkert er færre, der har hørt om den mere lokalkendte version; ”Ghana Maybe Time”. Aftaler fungerer mildt sagt noget ’flydende’, og man er nødsaget til at væbne sig med en ukristelig tålmodighed i alle sammenhænge.
Af de større oplevelser i Ghana må siges at være Tamales store marked (et af de største i WAF, i særdeleshed hvad angår shea), hvor i tusindvis af mennesker faldbyder deres forskellige produkter af enhver slags. Der er alt fra den lille opportunistiske dreng, der sælger maggi-terninger i 3-styks ”pakker” fra en stor kasse, til den professionelle sheatrader, der kan sælge alt fra en ’tin’ (den traditionelle måleenhed, der svarer til volumen af en konservesdåse) til et ton. Smalle gyder og ufatteligt mange mennesker skaber en stemning, der må svare til den, man sikkert har kunnet opleve på de store middelaldermarkeder i Europa for længe siden.
Nu er skrivekrampen begyndt at melde sig, så jeg vil slutte denne ørkenvandring (tøhø). Jeg har forsøgt at undgå at berette om alle de vanlige turist-emner, idet jeg tror, mine billeder kan udfylde den rolle langt bedre end det skrevne ord kan det…
Take care i lille Danmark – jeg vender hjem på et eller andet tidspunkt efter den 10. oktober – forhåbentlig stadig ved godt mod og under alle omstændigheder en verden af oplevelser rigere!
Venligst,
Onkel rejsende Fasao,
Per
Ingen kommentarer:
Send en kommentar