Update 3, Februar 2006

Ouagadougou, Burkina Faso, 14. februar, 2006
Hey everyone…

”I guder”, tænker de fleste sikkert. ”Har han ikke andet at lave end at sende lange, tørre rejse-emails fra de varme lande?”.
Svaret er - i hvert tilfælde for denne eftermiddags vedkommende – et klart og rungende nej, så det er igen blevet tid til at komponere en lille notits om mine oplevelser et par grader nord for ækvator. De af jer, der rent faktisk har klaret at komme igennem mine allerede afsendte rejseupdates, vil vide, at denne tur har været påvirket en del af de så forhadte Muhammed-tegninger. Vi er i denne forbindelse internt blevet enige om, at det var bedst at droppe såvel undertegnedes tur til Mali såvel som en kollegas tur til Senegal, da begge disse lande er strengt muslimske (relativt set, som alt andet i Afrika). Jeg er tilnærmelsesvist sikker på, at vi bekymrer os lidt unødigt, men ’better safe than sorry’-doktrinen bør nu altid herske, når man taler om rejser til lande som de Vestafrikanske, og det hjælper jo ikke noget, at folk generelt er flinke og tolerante, hvis der bare render en enkelt psykopat rundt med en anti-dansk ’Fathwa’ brændt fast på bedetæppet…
Derfor sidder jeg nu på mit lille hotelværelse på det navnkundige Hotel Amiso i Burkina og venter på, at det skal blive tid til at tage i lufthavnen. Jeg burde sikkert sidde og arbejde hårdt på at skrive referater af alle de 87.678 møder og oplevelser, vi har haft på turen, men jeg er godt og grundigt baldret efter et par dages sygdom for ikke at nævne en lille måneds rejseaktiviteter på tværs af Ghana og Burkina. Derfor bruges tiden i stedet på at hvile ud på værelset, lytte til min air-conditioner (der i øjeblikket tilsyneladende imiterer en Airbus A330) samt komponere dette lille skrift.
Siden sidste skrivelse har jeg været en tur til det sydvestlige Bobo-Diolasso samt mange af de omkringliggende byer, for at tage fat i forberedelserne til den kommende sheasæson, der starter engang til sommer. Burkina er som vanligt en fornøjelse at rejse i, da langt de fleste mennesker, man møder på sin vej, er både hjælpsomme og behagelige. Samtidig er Burkina Faso et af de få lande i WAF, hvor man stadig kan gå relativt (der var den igen) ugenert rundt på gaden i selv de største byer. Ikke således at forstå, at man er i livsfare overalt hernede, slet ikke, men det kan naturligvis altid anbefales at begå sig med omtanke. Det, man er mest i fare for hernede, er at blive verbalt overfaldet af et enormt antal gadesælgere, der altid liiige har nogle varer, de mener, man bestemt ikke kan leve foruden. Ikke desto mindre har jeg taget en gåtur eller to gennem Ouagadougous gader, begge gange uden hverken overfald eller problemer, men i stedet med følgeskab af 3 meget forskellige gutter. Første tur slog 2 knægte fra Liberia mig følge, (når man hører det land blive nævnt, bør man begynde at blive bekymret), og de fulgte mig helt til den internet-cafe, jeg var på vej til. Det var et par brødre på vej tilbage til deres hjemland efter afslutningen af den årelange borgerkrig, der har hærget landet. De var begge ludfattige og med grusomme, hjerteskærende beretninger at fortælle, men de var samtidig meget høflige. De spurgte aldrig om penge eller andet, så alt i alt var det en positiv, om end noget følelsesmæssigt udfordrende oplevelse at møde dem. På hjemturen fulgte en lokal burkinabé (som folk fra Burkina kaldes) mig hele vejen – igen uden at spørge om penge, men vi fik en god snak om Burkina og landets problemer. Det er sikkert unødvendigt at tilføje, at samme gut mødte op på mit hotel dagen efter for at foreslå en eller anden spændende forretningsmulighed, der indeholdt noget lokalt håndværk og store visioner, hvilket blev afslået høfligt men bestemt… Alle har tilsyneladende en eller anden plan for, hvordan man bedst muligt malker den rige, hvide mand, (de skulle nu se en udskrift over min kassekredit, førend de gør sig falske forhåbninger), så når noget skal indkøbes, er det essentielt, at jeg bliver i bilen eller i det mindste kigger på en helt anden forretning. Der er altid én pris til den hvide mand, og en anden til lokalbefolkningen. Heldigvis har vi meget af turen haft følgeskab bl.a. vores lokale manager, Marcellin, (fra vort Ivorianske datterselskab), og hans evner til forhandling er ikke mindre end glimrende. Tingene koster som en tommelfingerregel lidt under det halve, når han køber ind…

For små to uger siden rejste vi til det sydvestlige Burkina – og Bobo. Vi kørte noget af en omvej, for at få et godt kig på sheatræerne, (der blomstrer for tiden), samt på nogle af de lokalområder og landsbyer, hvorfra vi køber vore sheanødder. En flot og spændende tur, med et par af de mere underholdende oplevelser undervejs.
Indledningsvist skal det nævnes, at jeg har fået mig en mani med at indkøbe fodbolde, som jeg så efterfølgende deler ud i de små landsbyer, vi passerer. Det lyder måske åndssvagt, men frem for at kaste penge efter det ene mere korrupte hjælpeprojekt efter det andet, foretrækker jeg at se en flok drenge med smil fra øre til øre løbe af sted med en ny fodbold. Der er tusindvis af tiggere på gaden, som man også kunne hjælpe, men det er desværre samfundsøkonomisk forkert, hvis folk kan tjene mere ved at tigge end ved at arbejde. Fra min tid i Thailand kan jeg huske skræmmende eksempler på forældre, der bevidst handicappede deres børn, for således at højne barnets evne til at lokke penge fra rige turister. Det er utroligt svært at lade være med at forære alt, hvad man ejer og har, til disse så fattige mennesker, men ser man på det store perspektiv, er det nok langt bedre at hjælpe landets handelsbalance ved at indkøbe lokale produkter (shea, selvfølgelig) og betale i vesterlandsk valuta, end det er at hjælpe denne eller hin tigger på gaden. Det er en hård verden – særligt hernede – så mit fodbold-initiativ er nok dybest set en form for overtryksventil, til at komme af med nogle af de frustrationer, man konstant føler over al fattigdommen hernede.
Men selv samme fodbolde er således blevet uddelt i diverse landsbyer på tværs af Burkina Faso på denne tur. Vi stoppede blandt andet ved en lille landsby, hvor vi gennem mange år har haft kontakt til de lokale. Her skulle der naturligvis også langes en fodbold over disken, men mod forventning nøjedes de lokale ikke med at sige tak – de bad os høfligt vente, mens én af de unge hentede en gave til os… Således så vi da også en ung gut, der sprintede ud over bush’en for at hente den lovede gave til os fra nabolandsbyen. Få minutter senere kunne vi så få overrakt en lyslevende og velnæret høne fra de unge i landsbyen som officiel tak for fodbolden! Jeg har aldrig fået en høne foræret før – og da slet ikke i disse fugleinfluenza-tider – men der var absolut intet at gøre. At have sagt nej til en sådan gave ville have været en dødelig fornærmelse af de lokale, hvilket vi selvsagt ikke var interesserede i. Således måtte hønen bindes om fødderne og placeres bag i firhjulstrækkeren sammen med bagagen. Vores chauffør gjorde sig hurtigt store planer om, hvem der samme aften skulle tilberede bæstet for ham, (der højlydt gjorde opmærksom på sin utilfredshed med at blive til en gave), mens de øvrige passagerer i bussen på det kraftigste anbefalede at aflevere hønen til en eller anden landsby længere fremme på turen. Seïdou, som chaufføren hed, skiftede imidlertid mening da en mildest talt ucharmerende duft bredte sig fra bagageregionen i bilen… Derfor standsede vi in the middle of nowhere, (som tidligere nævnt skal dette udtryk tages ganske bogstaveligt i WAF), ved en lille landsby. De lokale smilede og bød os velkomne, men smilet stivnede til noget der lignede chok, da det eneste, de hvide mænd i bilen gjorde, var at aflevere en levende (og stærkt utilfreds) høne samt en foldbold, inden de kørte igen! Havde det været en Asterix-tegneserie ville landsbyen have genlydt af: ”de er skøre, de romere”!
De taler sikkert om os endnu…

Århus, 23. februar 2006
Rejse-updaten blev aldrig færdiggjort i Burkina, så derfor denne sene udsendelse. Afrejsen fra Burkina gik uden de store sværdslag, ligesom flyveturen (med et stop i Niamey i Niger) gik upåklageligt. Det skal kort nævnes, at afrikanere pakker mere, end man skulle tro muligt, når de skal flyve. Derfor spekulerer man ofte på, hvorvidt det lader sig gøre for flyveren at lette med al den overvægt. Desuden er fedme et tegn på rigdom og velstand i Afrika, og jeg kan garantere for, at de mennesker, der har råd til at købe flybilletter, kan få selv amerikanere til at se lidt hulkindede ud… I check-in skranken oplevede jeg dog alligevel at se grænsen for, hvad flyselskaber vil acceptere. En (meget) fyldig kvinde lige foran mig i køen havde 3 portører til at slæbe alle hendes kufferter (hver især på størrelse med en middelstor camp-let) samt hendes ca. 10 (jeg sværger, det er sandt) meget store papkasser, indpakket i plastic til turen. Efter meget palaver – hvor kvinden naturligvis udtrykte bestyrtelse over, at der i det hele taget eksisterer et koncept kaldet overvægts-betaling – foreslog Air France-damen ved skranken forsigtigt: ”Undskyld frue, men har de overvejet at benytte dem af kommerciel luftfragt til Deres bagage?”. I ramme alvor!!
Vi stod 3 europæere sammen og overværede seancen, og jeg kan garantere, der var ikke et øje tørtJ.
Jeg er nu vel tilbage i lille Danmark, men det varer nok ikke længe, før sydfrugterne for alvor skal pakkes, hvorefter jeg flytter til enten Burkina eller Ghana i en periode. Skulle du ønske at blive undtaget fra disse rejsebeskrivelser, så husk at lade mig det vide, ligesom du endelig må sige til, hvis du ikke har modtaget de 2 første allerede udsendte.

Venligst,
Per