Update 2, Januar 2006:

Salve og Ave, i vantro tegneserie-hunde!

Så er det vist blevet tid til en hilsen fra Afrika. Mine beretninger fra sidste år blev (mærkeligt nok) vel modtaget i Danmark, så jeg vover det ene øje og kaster mig over endnu én af slagsen.[1] Som en generel kommentar kan det fremføres, at jeg egentlig blot nedfælder nogle af de tanker, jeg gør mig i løbet af mine rejser, så der er vel således ikke tale om en egentlig rejsebeskrivelse men i stedet blot et par opbyggelige indtryk og holdninger fra de varme lande…

Som en lille introduktion til dette års første rejse til L’Afrique Occidentale (som Vestafrika kaldes i de fransktalende kolonier), skal det nævnes, at jeg i efteråret gennemførte en slags intro-rejse, mens denne tur nu i stedet retter sig mere mod selve driften og organisationen af vore kontorer, ansatte samt vore aktiviteter hernede.[2]

Efter denne lille, kedelige introduktion vil jeg indlede med den vigtigste lære, jeg har tilegnet mig på de første knapt 3 uger af min godt 5 uger lange rejse gennem Ghana, Burkina Faso & Mali…:
Hold op, hvor er der mange SVINDLERE i Ghana!!
Det lyder måske lidt overdrevet, men det er det indtryk, man står tilbage med efter at have oplevet det nordlige Ghana; Et område, der nu i årtier tilsyneladende alene har baseret sin økonomi på nødhjælp fra de industrialiserede lande.
Det er såmænd ikke engang ghanesernes egen skyld, men i stedet resultatet af, at vi fuldstændigt hovedløst har forsynet dem med det ene mere håbløse nødhjælpsprojekt efter det andet. Det virker som om de fleste ghanesere ikke ser andet end en omvandrende pose penge, når de ser en hvid mand på gaden. Med undtagelse af en samling (oftest danske, heldigvis) projekter, der konkret har afhjulpet et problem med vandmangel, elektricitetsproblemer eller lignende, er langt de fleste projekter hernede baseret på såkaldt ”empowering”. Det går i al sin enkelthed ud på, at de højtlønnede ”hjælpe”-arbejdere forsøger at give de lokale magten (the power - deraf navnet) til selv at udvikle projekter og dermed hjælpe landets overordnede udvikling. En ædel tanke, nuvel, problemet er blot, at alle ghaneserne straks ser en strålende mulighed for at komme i en komité.[3]

Det ene mere ambitiøse projekt overstråler det andet, men resultaterne er nedslående ens i mangel på effektivitet…

Hermed ikke sagt, at disse ting ikke foregår i de øvrige lande i Vestafrika, men siden hjælpen til Ghana er så massiv, har dette resulteret i, at der stort set ikke produceres noget som helst i den nordlige ende af landet. Overalt i Mali og Burkina Faso ser man dygtige landmænd, der arbejder hårdt på at skabe en sig en fremtid, mens tætheden af landbrug i det ellers enormt frugtbare, nordlige Ghana er bekymrende lav. Hvorfor producere noget som helst, når butikshylderne bugner med europæiske og amerikanske produkter, der alle enten er foræret som nødhjælp eller solgt med såvel produktions- såvel som eksportstøtte?

Jeg ved godt, at jeg allerede sidste år afleverede bredsider til såvel nødhjælpsorganisationer som til statssubsidierne fra EU og USA, men det er ganske simpelt overvældende at se et land som Ghana reduceret til en stor samling tiggere. Hver eneste gang man interagerer med Ghanesere – fra forretningsforbindelser til gadefejere – drejes samtalen uvægerligt ind på, hvordan man dog kan hjælpe deres ”pocket”, som de kalder deres privatøkonomi.

Er der så slet ikke nogen positive oplevelser at rapportere om?
Svaret er: ”Jo, så absolut.”
Som jeg vist allerede skrev sidste år, er mentaliteten hernede en kilde til evig beundring fra min side. Selvom indbyggerne i langt de fleste Vestafrikanske lande for en overvældende majoritets vedkommende har præcist intet økonomisk råderum, er langt de fleste mennesker enormt positive og overmåde imødekommende og hjælpsomme.


Derudover har jeg særligt på denne tur fået øje på den ufatteligt rige kulturbaggrund disse samfund har[4]. Det er intet mindre end imponerende lidt efter lidt at få et (begrænset, nuvel) indblik i forskellige kulturers historie, kunst og levevis. De prækoloniale kulturer, stammer og kongeriger lever stadig i vidt omfang, og som min franske kollega hernede siger: ”There is an African of the day, and another African of the night!”. Dette betyder i al sin enkelthed, at om end det kan synes som om, de lokale har taget moderne metoder og kultur til sig, forsvinder denne illusion som dug for solen, når man får et indblik i det liv, der stadig leves, når den hvide mand ikke er i nærheden. Man identificeres primært efter sin stamme og sekundært efter sin nationalitet overalt hernede.[5]
Langt de fleste af disse stamme-baserede kulturer er så gamle, at de får selv de ældste europæiske kulturrødder til at nysåede ud, og mange af traditionerne er så fremmedartede for en nystartet europæer som undertegnede, at jeg har svært ved helt at forstå dem.

Til illustration kan det nævnes, at der findes et unikt identifikationssystem i de fleste kulturer hernede. Siden man ikke har kunnet forlade sig på tandkort eller Dna-analyser, har de fleste mennesker (særligt krigere) altid været udstyret med et avanceret system af små ridser og ar, der helt unikt identificerer hver enkel person. Disse mærker befinder sig oftest under tøjet, (således at den hvide mand ikke bemærker noget), men enkelte mærker kan nu og da anes øverst på armene, når man ser de lokale i kortærmede skjorter. Herudover har de fleste stammer deres egne ansigtsmærker, der oftest er placeret midt på kinderne. Her menes ikke mærker udført med en farveblyant, men i stedet ridser fremstillet med et barbarblad…

Enkelte personer er mere markerede i ansigtet end andre. Der er udbredt tradition for, at hvis en familie mister de 2 første børn, så ”skamferer” man det 3, således at guderne skal synes at barnet er for grimt til at tage det også. Det er ikke således, at man helt skærer barnet i skiver, men de traditionelle linjer under øjnene suppleres med små ar ved siden af øjnene og i mundvigene mv. Der er altså (stadig) store kulturforskelle mellem Europa og Vestafrika…

Enkelte traditioner er nærmest uforståelige. Lokale begravelsesritualer er så omfattende og kostbare, at de nærmest ruinerer børnenes familier. Først og fremmest er det traditionsbestemt, at der skal holdes en enorm begravelsesceremoni, til hvilken hele landsbyen samt alle familiemedlemmer skal inviteres. Derudover skal kongen/høvdingen for den landsby, hvor den afdøde boede, inviteres med til den afdødes fødeby, hvilket er meget kostbart. (Høvdingen skal have alle udgifter dækket). Den afdøde mumificeres normalt på det lokale lighus, (hvilket selvfølgelig koster en formue), hvorefter et stort tovtrækkeri om begravelsesstedet starter. Det er nemlig ikke automatisk bestemt, hvor liget skal begraves. Begravelsesfesten[6] holdes i fødebyen, men festen indeholder normalt et flere dage langt skænderi om, hvor den afdøde rent faktisk skal puttes i jorden. Det kan efter sigende udvikle sig til noget der ligner slagsmål, før en enighed opnås. Alt dette skal betales af den afdødes ægtefælle og/eller børn, og regningen er så stor, at vi i flere af vore selskaber hernede er nødsaget til at lave en ”begravelsesfond”, der i tilfælde af en nærtståendes død kan hjælpe den ansatte til at undgå en personlig konkurs. Der er ellers ofte tale om en ond cirkel, fordi børn forgældes for resten af deres liv, når deres forældre dør, og når børnene så selv dør, overtager den følgende generation derefter en enorm gældsbyrde. Endnu engang; Kulturforskellen er enorm.

For at vende tilbage til mere jordnære informationer, så har jeg nu været på farten i en 2-3 uger, og jeg vender først tilbage til dansk muld i slutningen af denne måned. Derefter varer det nok ikke længe, før jeg rykker teltpløkkerne op og flytter til Ghana. Jeg kommer til at være meget på farten i løbet af mit ophold, så der bliver rig mulighed for at få et kig på Vestafrika, hvis du skulle have lyst til at springe på en flyver i løbet af det kommende års tid…

Turen har indtil nu budt på en tur fra Accra i det sydlige Ghana til Ouagadougou i Burkina Faso. Jeg har rejst det nordlige Ghana tyndt sammen med nogle af de ansatte i vort CIV[7]-kontor, hvilket – jfr. al galden, der er udgydt mod Ghana ovenfor – var, hvad man på nudansk kalder en eye-openener. Bortset herfra er Ghana et fantastisk flot land at rejse i, om end det skal understreges, at 2500 km på ’bush-roads’ ikke altid føles som en ferietur! Religionerne slås side om side, hernede, og moskéer og kirker ligger side om side næsten overalt. Især de kristne missionærer kan bringe mit pis i kog, da det tilsyneladende altid er overvægtige amerikanere fra bibelbæltet, der har kastet deres kærlighed på de vestafrikanske folkeslag. Alle møder de op med det gode budskab indpakket i enten nødhjælp, lægehjælp eller simpelthen bare trusler om helvede… Det får én til at føle sig glad for at være kristen, ikke sandt? (Selv de enorme problemer, de fantastiske Mohammed-tegninger fra JP har medført (også hernede) får mig ikke til at ændre syn herpå. Jeg skal tillige i samme åndedræt ærligt indrømme, at jeg har pakket min røde og hvide landsholdsT-shirt nederst i kufferten…).

Herfra går turen mod vest til Bobo-Dioulasso, Burkina Fasos næststørste by samt shea-centrum, og derefter står der det østlige Mali på programmet. Jeg har desværre ikke mulighed for at tage lidt fri og se på det nordlige Mali, (hvor jeg må indrømme, at særligt Timbuktu trækker i rejse-génet – hvem vil ikke gerne kunne sige, at de har været i Timbuktu?), men jeg håber at få fornøjelsen på et senere tidspunkt.

Jeg håber at kunne vende tilbage med flere ’spændende’ rejseberetninger, men eftersom jeg kender både min egen mangel på selvdisciplin, når det kommer sig til at skrive breve, samt det mildt sagt elendige telekommunikationsnetværk i Mali, er det nok ikke tilregneligt at gå derhjemme og vente i åndeløs spænding på min næste skrivelse. Til gengæld lover jeg masser af billeder og et godt gilde, når jeg vender tilbage til lille Danmark.

Venligst,
Per – nu med neger!


[1] Skulle du være blevet træt af at modtage historier fra de varme lande, så lad mig det endelig vide, så skal jeg nok fjerne dig fra mailing-listen.
[2] Til dem, der endnu ikke har fået detaljer om, hvad jeg egentlig laver i Afrika, kan jeg fortælle, at jeg har fået den mere eller mindre tvivlsomme ære at stå for indkøbet af den vestafrikanske sheanød. Disse nødder bruges af min arbejdsgiver til at fremstille diverse fedtstoffer til brug i chokoladeindustrien, til kosmetik samt til health care, (som det vist hedder på nudansk…). Selvom kernen af mit arbejde således består i at indkøbe disse sheanødder, er jeg ligeledes blevet overdraget personaleansvaret i de 3 lande, hvor vi har kontorer hernede, hvilket naturligvis bliver en stor udfordring på alle måder, såvel professionelt som menneskeligt (for ikke at forglemme kulturelt!).
[3] Ordet komité betyder i Ghana samt i resten af Vest Afrika, at man kan sætte sig på sin flade røv, indkøbe mindst én overdimensioneret firhjulstrækker med alt forhåndenværende udstyr, opbygge en enorm telefonregning og ved hjælp af disse hjælpemidler udrette lige præcist intet!
[4] Jeg har oven i købet præsteret at indkøbe mit livs første antikvitet på denne tur; En congolesisk maske fra mellemkrigstiden, der blev brugt af budbringere mellem høvdinge som en form for royalt segl. Jeg har ikke en dyt forstand på disse ting, men det er flot håndværk, og min franske kollega kalder den ”a jewel” (med sin vanlige franske accent…).
[5] Personligt har jeg allerede vedkendt mig et stærkt tilhørsforhold til Carlsberg-stammen!
[6] …der efter sigende får et svensk kräftkalas til at ligne et møde for Anonyme Alkoholikere…
[7] CIV = Côte D’Ivoire, Elfenbenskysten